Et almindeligt spørgsmål hos forældre, der svøber, er “hvornår skal jeg stoppe med at svøbe min baby?”. Den gode nyhed er, at det næsten giver sig selv. Du skal nemlig stoppe, når det føles rigtigt for jer og jeres baby, og behovet ikke længere er der.
Du skal ikke stoppe, fordi du er bange for, at din baby bliver afhængig af svøbet og aldrig lærer at sove uden. Der er absolut ingen risiko for at dit barn som 7-årig skal have sit svøb med på lejrskole, fordi han eller hun stadig bruger svøb i en alder af 7 måneder.
Hvornår stopper de fleste børn med at blive svøbet?
At svøbe er en beroligende teknik, der virker på kolikbørn og spædbørn, der blot skal have hjælp til at finde ro (læs om det 4. trimester). Svøb er især uundværligt til de 5 S’ere, som er en effektiv teknik til at afhjælpe kolikgråd.
Kolik og voldsom gråd holder oftest langsomt op, når barnet er omkring 4 måneder, og her vælger mange forældre langsomt at udfase svøbet. Andre bliver ved med at svøbe deres barn for at fastholde den trygge fornemmelse, det giver barnet. Det er ikke ualmindeligt at nogle babyer stadig svøbes op til de er 9 måneder, hvis de stadig har behovet, og de ikke er for motorisk aktive i svøbet. De fleste ældre babyer vil begynde at sige fra, når de ikke længere har behov for at blive svøbet, mens andre har et behov i længere tid.
For at vurdere om din baby stadig har et behov for at blive svøbet, kan du prøve at se hvordan han eller hun reagerer på at du svøber med armene frie. Hvis dit barn ikke kan falde til ro på den måde eller sover mere uroligt, så er det tegn på at der er stadig er et behov.
Hvornår SKAL jeg stoppe med at svøbe?
Når dit barn begynder at rulle rundt og kan gøre det i svøbet, selvom armene er inde i svøbet, så må du ikke længere svøbet. Selvom risikoen er lille, så er der alligevel en bekymring for at din baby er i stand til at rulle sig rundt på maven og ikke er i stand til at rulle tilbage og dermed kan blive kvalt i en blød madras, dyne eller lignende. Anbefalingen er derfor, at du stopper med at svøbe den dag, dit barn ruller rundt på maven.
Har din baby stadig brug for at blive svøbet på det tidspunkt, så lad begge arme være frie, så svøbet fungerer som en sovepose med beroligende, omsluttende effekt.
Hvordan vænner jeg min baby af med svøb?
- Forsøg med at svøbe med den ene arm fri. Hvis din baby bliver urolig, så er hun ikke klar, så vent en uge eller to og forsøg igen. Hvis hun ikke reagerer på at armen er fri, så kan du efter et par dage lade begge arme være fri. Du kan sagtens lade resten af kroppen være svøbet og have armene frie, hvis din baby er glad for dette.
- Nogle babyer foretrækker at benene er ude af svøbet, før du begynder med armene. Det er værd et forsøg at åbne benposen. Dette er også en god idé, hvis dit barn er ved at være for langt til svøbet.
- Hvis I er holdt op med at svøbe og din baby er urolig, så læg hende ned og bliv ved siden af, mens du holder en hånd på brystet. Det virker beroligende på samme måde, som svøbet har beroliget. Løft langsomt hånden, når dit barn er faldet i søvn.
- Hvis du har svøbet både om natten og middagslurene, og din baby endnu ikke ruller rundt, men du kan se, at det er på vej, så kan du begynde at vænne din baby af med svøbet om natten og så tage svøbet fra lurene på et senere tidspunkt.
- Brug en wrapsack som er en blanding af sovepose og svøb